6 Tage

Afsnittet gennemgår en række forskellige tagkonstruktioner udført af træ, beton, stål eller tegl. Dernæst beskriver afsnittet, hvordan tagfladerne afstives med enten plader eller trækbånd, og hvordan de lodrette forankringer placeres, dimensioneres og fastgøres til henholdsvis tagkonstruktion og fundament.

En tagkonstruktion kan opbygges af elementer eller af spær med vindafstivning, udvendig tagbeklædning og indvendig loftbeklædning. Dertil kommer eventuelle gavltrekanter, kviste og konstruktive foranstaltninger. Vindlasterne på taget skal føres videre til de bygningsdele, der bærer taget. 

Den bærende konstruktion udføres almindeligvis af træ i form af hane-båndsspær, gitterspær eller bjælkespær, eventuelt opbygget på en bærende ås. Hanebåndsspær giver mulighed for at udnytte tagetagen til beboelse, mens gitterspær giver et loftrum med begrænsede udnyttelsesmuligheder.

Bjælkespær bærer tagdækning, underlag og loftkonstruktion. Spærene hviler på murremme, der overfører lasten fra tagkonstruktionen til de bærende vægge. 

TRÆ 59, Træspær 1 (Munch-Andersen, 2009) beskriver, hvordan hanebåndsspær og gitterspær konstrueres. Ofte anvendes fabriksfremstillede spær med CE-mærkning.

Tabel 38 angiver maksimal vandret spændvidde for bjælkespær med forskellige dimensioner og afstande, der normalt bestemmes af nedbøjningskriteriet u/l < 1/400. Der skelnes mellem let og tungt tag. 

Tabel 38. Maksimal vandret lysvidde for bjælkespær til let tag og tungt tag. 

Tabeloplysninger er udarbejdet i henhold til Eurocode 5 (Dansk Standard, 2007f) under følgende forudsætninger: Konstruktionstræ af styrkeklasse C18. Egenlast af tagdækning og undertag: Let tag: 0,25 kN/m² (fx profilerede plader eller tagpap), tungt tag: 0,55 kN/m² (fx tagsten). Egenlast af isolering og loftbeklædning: 0,25 kN/m² (ikke pudsede lofter). Snelast: 1,2 kN/m². Den angivne spændvidde svarer til en øjeblikkelig nedbøjning for egenlast og snelast på 1/400 af spændvidden. Tabellens værdier gælder for flade tage, men kan benyttes direkte ved en taghældning op til 15˚. Er taghældningen 20˚, skal spændvidden målt vandret reduceres til 97 %, mens den skal reduceres til 89 %, hvis taghældningen er 30˚. Der kan interpoleres lineært. 

Tabel 39 angiver faktorer som funktion af styrkeklasserne. Værdierne i tabel 38 skal multipliceres med faktorerne.

Tabel 39. Faktorer som funktion af styrkeklasse.

Murede gavltrekanter skal afstives, fx ved at forbinde dem til spær og eventuelt suppleret med bjælker eller stolper, der fastgøres til spæret.

Det kan være nødvendigt at afstive store gavltrekanter yderligere, fx langs en lodret linje midt på trekanten. En sådan afstivning kan etableres ved hjælp af en planke fastholdt ved kip og loft eller en længdevæg i en uudnyttet tagetage, som forbindes effektivt til gavltrekanten. Figur 41 viser principperne for, hvordan gavltrekanter fastholdes.

Figur 41. Principielle fastholdelsesmønstre for murede gavltrekanter. Gavltrekanterne er fastholdt langs de stiplede linjer.

Tabel 40 angiver, hvor bred gavltrekanten kan være, afhængigt af tagvinkel, fastholdelsesmønster og terrænkategori. Det forudsætter, at afstanden mellem gavltrekantens nederste kant og hanebåndet er ca. 2,5 m, og at tagkippen er 8,5 m over terræn. Desuden forudsætter det, at gavltrekanten er udført som halvstensmurværk i mørtel KC50/50/700. Er tagetagen udnyttet, vil gavltrekanten som regel være udført som en kombinationsvæg. Dette er der ikke taget hensyn til i tabel 40, men den maksimale bredde kan forøges med 40 %, hvis også bagvæggen er udført som halvstensmurværk i mørtel KC50/50/700. 

Tabel 40. Maksimal bredde af muret gavltrekant, når trekanten er fastholdt langs alle tre kanter. Gavltrekantens bredde afhænger af tagvinklen (taghældningen), fastholdelsesmønstret (se figur 41) og terrænkategorien (By, Forstad, Land, Hede).

Tabellens værdier forudsætter KC50/50/700 mørtel og stenklasse 15 med en trækstyrke om ligge­fuge på 0,10 MPa og om studsfuge på 0,34 MPa.

Fastholdelse af gavltrekanter kan ske med bindere, der normalt vil have tilstrækkelig styrke, hvis de placeres med afstanden 400 mm. Dette forudsætter en træk- og trykbæreevne for hver binder og dens fastgørelse på ca. 0,3 kN. 

Bindernes fri længde må ikke være for lille af hensyn til formurens temperatur- og fugtbetingede bevægelser i forhold til den indvendige konstruktion. Men bindernes fri længde må heller ikke være for stor af hensyn til deres stabilitet. 3 mm rustfri bindere skal have en fri længde på mellem 100 mm og 200 mm, mens 4 mm rustfrie bindere skal være mellem 120 mm og 300 mm. 

SBI-anvisning 157, Trådbindere til forankring af skalmure og hule mure (Knutsson, 1989) beskriver, hvordan bindernes bæreevne bestemmes.

Gavltrekanter kan også fastholdes til tagfladen ved hjælp af planker eller beklædning, der ligger an mod muren, se Byg-Erfa Erfaringsbladene, Stormskader på murede gavltrekanter (Byg-Erfa, 2001b), Træ 65, Taglægter (Munch-Andersen & Johansen, 2011) og Træ 67, Undertage (Johansen, 2013).

Tagkonstruktionen kan opbygges af tagelementer. Tagkassetter anvendes ofte, når man ønsker at etablere et loft til kip. 

Tagelementer fremstilles industrielt. De kan indgå i husets overordnede stabiliserende system ved at sammenføje de enkelte elementers undertage med forbindelser, som er i stand til at overføre skive-forskydningskræfterne, se afsnit 6.2.2, Pladebeklædning. Tilsvarende forbindelser skal udføres mellem elementerne og de konstruktioner, som lasterne skal overføres til. Tagelementerne vil derved virke som en samlet tagskive. Kræfterne ved randene skal kunne optages af remme og af fx bjælker ved kip, se figur 42. 

Figur 42. Kræfter i randen af tagkassetterne i et hus med loft til kip med bærende ås. Udsnittet viser en vinkelbeslagsamling mellem tagkassette og rem, som overfører disse kræfter.

Samlinger, der kan overføre randkræfter, kan udføres på mange måder, fx med vinkelbeslag, gennemgående søm, skruer eller bolte. Generelt gælder dog, at samlingerne skal etableres uden for elementerne, da elementerne er konstrueret til at indgå i konstruktionen og til at samvirke med hinanden som en helhed. Desuden kan det være tidskrævende at montere beslag under eller mellem elementer, mens elementerne monteres.

Figur 42 viser samlinger med vinkelbeslag mellem rem og tagelementer. Samlingerne er udført efter montage under udhænget på konstruktionen. Tagelementerne kan eventuelt leveres med præfabrikerede dele, som er tilpasset de montagebeslag, der skal monteres efterfølgende.

Den nødvendige ventilation af tagkonstruktionen må ikke blokeres af de kraftoverførende samlinger mellem tag og væg.

I tagelementer er det sjældent muligt at inspicere tagdækningen indefra. En utæthed i tagbelægningen kan derfor udvikle sig til en alvorlig skade, inden den opdages. 

I småhuse anvendes oftest tagelementer af træ, se figur 43. Elementerne er opbygget af undertag, bjælkespær, isolering, dampspærre og forskallingsbrædder nederst.

Figur 43. Eksempel på konstruktion med tagkassetter af træ som spænder fra facade til facade.

Figur 44. Eksempel på konstruktion med tagkassetter af træ, der spænder mellem tværvægge.

Efter montering af elementerne udføres sammenhængende tagdækning og loftbeklædning.

Figur 44 viser to tagelementer samlet hen over en bærende tværvæg. Z-profiler hviler af på væggen. Tagelementerne kan også spænde fra facade til facade, så de langsgående høje bjælker bliver bærende, se figur 43. 

I småhuse kan anvendes tagelementer af stål eller aluminium. De er opbygget af et undertag, en lastfordelende plade, isolering, typisk C-formede metalbjælker, en dampspærre og en stålplade nederst, som der eventuelt kan monteres gipsplader på. 

Når elementerne er monteret, udføres tagdækning og loftbeklædning, så elementerne fungerer som én sammenhængende flade.

Det kan være en fordel at anvende tagelementer af stål eller aluminium, når der skal være store spænd, store åbninger eller udhæng til terrasser. Der findes mange forskellige præfabrikerede tagelementer af stål eller aluminium. I figur 45 er vist et eksempel.

Figur 45. Eksempel på stålkassetteelement.

Tagelementer af letbeton anvendes almindeligvis til tage med hældninger fra 5 til 15 grader. Konstruktionen opbygges normalt med trædefast isolering monteret på byggepladsen, se figur 46. Konstruktionen afsluttes med tagbelægning. Det er vigtigt, at der indsættes tæt dampspærre, så isoleringen holdes tør. 

Letbetonelementer kan virke som en stiv skive i tagkonstruktionen. Der skal være samlinger mellem elementer og ydervægge, så kræfterne kan optages i ydervæggene. Sådanne samlinger kan udføres som armerede støbesamlinger, men det er også muligt at etablere dorne gennem randen af elementets overside og videre ned i væggen. Herudover monteres som regel en randarmering, se figur 47.

Figur 46. Letbetontagelement med dampspærre, isolering og tagpap.

Figur 47. Eksempler på samlinger mellem en ydervæg og et tagelement af letbeton.

Tagelementer monteres med kran, hvilket indebærer særlige krav til sikkerheden på byggepladsen. Løftegrej og løftekroge på elementerne må ikke være beskadigede, og løftegrej skal jævnligt besigtiges, da skader fra elementfald kan være meget omfattende og bekostelige at udbedre. Kranløft skal foregå lodret. 

Figur 48. Montage med kran af tagelementer af letbeton. Foto: Xella.

I dag anvendes sjældent in situ-støbte betondæk i småhuse, da elementer af letbeton er nemmere at montere, og fordi forskalling kan være omkostningsfuld. Der findes dog systemer, hvor svalehalepladeløsninger benyttes som forskalling til støbning af beton. Et sådant system anvendes især til badeværelser, hvor betondækket skal danne underlag for flisebelægning. Nogle af disse løsninger kan samvirke med betonkonstruktionen, så der kan opnås en meget høj bæreevne. Der er dog sjældent behov for en så høj bæreevne i småhuse. Figur 49 viser en stålplade, der virker statisk sammen med et in situ støbt betontag.

Figur 49. Stålforskallingsplade til in situ støbt betontag.

Spærene skal altid afstives for ikke at vælte, se afsnit 1.4, Funktionskrav. Det kan ske med pladebeklædning eller med trækbånd. Pladebeklædning anbefales, da kraftfordelingen er bedst. Anvender man trækbånd, skal man være opmærksom på de betydelige kræfter, der er koncentreret i nogle få knudepunkter.

Når pladebeklædning anvendes som undertag eller underlag for tagpap, kan pladebeklædningen i nogle tilfælde også vindafstive spærene. Pladerne kan fx være 12 mm vandfast krydsfiner type 636-2S og 3S samt OSB/3 og OSB/4. Pladerne skal være trædefaste og afprøvet for punkt- og stødlast i henhold til Nationalt Anneks til Eurocode 5 (Dansk Standard, 2007f).

Pladerne skal monteres i forbandt, så pladerne virker som én skive, se figur 50. Pladerne monteres med søm eller skruer som vist i figur 51. Søm skal mindst være 2,2 × 45 mm, og skruer mindst 3,5 × 30 mm. Søm- og skrueafstanden, c, må højst være 300 mm. I øvrigt skal pladeleverandørens anvisninger følges, fx vedrørende pladetyper, dimensioner og montering.

Figur 50. Pladebeklædning som stabiliserende undertag. De skrå samlinger er forskudt i forhold til hinanden.

Figur 51. Sømplacering i plader, der anvendes som undertag. Spærafstanden, a, er 1,0 m. Pladebredden, b, er 1,2 m og sømafstanden, c, må højst være 300 mm.

Opfylder pladebeklædning ikke kravene nævnt i afsnit 6.2.2, Pladebeklædning, eller er der slet ingen pladebeklædning, afstives tagfladen med trækbånd diagonalt i tagfladen, fx skråbånd i stål eller skrålægter. Trækbåndene eller lægterne monteres på spærenes undersider på begge tagflader. 

For at undgå alvorlige arbejdsulykker er der krav til rejsning og færdiggørelse af tage, (BAR, 2011). Det er blandt andet ikke tilladt at arbejde fra stiger. Tagkonstruktionen skal under arbejdets udførelse afstives, så montage kan foregå fra tagkonstruktionen, fx ved at etablere gitterkonstruktioner mellem to spær, så de sammen virker som en stiv drager i tagkonstruktionen. 

Gitterbjælken kan placeres i enden af huset som vist i figur 52 eller i midten af huset som vist i figur 53, se detailløsninger i Træ 58, Træspær 2 (Munch-Andersen & Johansen, 2009). Afstivningerne kan indgå i det permanente afstivende system af tagfladen.

Trækbånd fremstilles af varmforzinket stålplade og er forsynet med tætsiddende huller. Trækbånd har normalt, når de anvendes som forankring i småhuse, en bredde på 25 eller 40 mm. Til afstivning og forankring i boliger benyttes trækbånd med tværsnit på mindst 25 × 2 mm.

Afstivende skrålægter skal være mindst 38 × 73 mm C18.

Når trækbåndene er i funktion under kraftig vindpåvirkning, overføres langsgående kræfter til trækbåndet. Trækbåndet opsamler disse kræfter, så trækkraften bliver større og større, jo længere man kommer fra punkt C ned mod punkterne A og B, se figur 52. 

Ved punkt A og B afleveres de opsamlede kræfter til gavlspæret i ét punkt, mens kraftoverførslen ved kippunktet C er mere beskeden. A og B er altså kritiske punkter, hvor kraften – både under opspænding og i storm – skal kunne føres ned fra spærhovedets overside til spærfodens underside. 

For at sikre at kræfterne kan optages i samlingspunktet og føres videre ned gennem skråafstiverne, skal der være en langsgående afstivende lægte igennem hele taglængden, se figur 53. I figur 52 er trækbåndene ført til kip, og den gennemgående ås i kippen udnyttes til at føre kræfterne hen til samlingspunktet C. 

Trækbåndene placeres som vist i figur 52, altså fra spærfoden ved hushjørnerne, punkterne A og B, til tagkippen ved husmidten, punkt C. Ved tagkippen skal alle fire trækbånd samles på samme spær, så trækbåndene kan strammes op, uden at spærene trækkes skæve. Desuden monteres lodrette ankre fra punkterne A og B til fundamentet.

Figur 52. Normal placering af trækbånd i tagflade.

Kan trækbåndene ikke placeres som vist i figur 52, kan de placeres som vist i figur 53.

I figur 53 samles trækbåndene ikke på samme spær ved tagkippen. Derfor skal der etableres et trækbåndbeslag, som kan føre kræfterne fra den langsgående lægte til trækbåndet, eller ved at etablere en afstivende plade mellem spærene, som trækbåndet fastgøres til, se figur 53. Også her skal der placeres lodrette ankre fra punkterne A og B til fundamentet.

-

Figur 53. Alternativ placering af trækbånd i tagflade.

I figur 54 er vist en løsning hvor der er indsat 2 afstivende gitterkonstruktioner mellem spærene i begge ender af huset. I stedet for trækbånd er her anvendt en afstivende skrålægte. Den afstivende skrålægte kan både optage træk og tryk, og derfor er det tilstrækkeligt med én lægte. Lægten når ikke helt op til kippunktet, men ender i punkt C. Derfor er der placeret en afstivende plade, der overfører kræfterne fra den gennemgående lægte til skråafstiverne. Lægten skal nå ned til samlingen mellem spær og ydervæg ved punkt A, så den opsamlede kraft kan afleveres i et punkt, hvor kræfterne i alle retninger kan optages. Der skal monteres lodrette ankre til fundamentet fra husets hjørne og fra punkt A.

En lignende situation er vist i figur 55. Her ligger punkt C dog så langt fra kippen, at også den øverste del af spærene skal afstives. De afstivende skrålægter monteres fra A til C og fra C til B. I punkt B skal der monteres samlinger, der kan overføre kræfter fra alle retninger til den afstivende skrålægte, som herefter kan føre kræfterne ned til C. Lodrette ankre placeres i punkt A og B til fundamentet. En tilsvarende løsning kan også udføres med trækbånd, hvor der placeres fire trækbånd på tagfladen, to trækbånd til kip og to der føres til nederste hushjørner og videre til fundament.

Figur 54. Afstivende skrålægter i tagflade og to gitterbjælker, der afstiver den lidt hårdere vindbelastede tagflade på 1½ -etages bygningen.

Figur 55. Alternativ placering af skrålægter i tagflade.

Tage på husene imellem enderækkehusene vil normalt være tilstrækkeligt afstivet på langs ved friktion i samlinger og indvendige pladebeklædninger. For rækkehuse med kviste eller niveauspring i tagflader anordnes skråafstivninger på alle huse.

Lægter på spærenes undersider ses ofte anvendt som trækbånd i stedet for hulbånd. Men den kraft, der skal overføres fra trækbåndenes nederste ende til gavlspæret, er normalt så stor, at en direkte sømning af lægten til det smalle spær ikke er tilstrækkelig. Ønsker man at anvende lægter eller brædder som afstivning, kan man udføre forbindelserne ved enderne med knudeplader af krydsfiner. 

Trækbåndene skal være stramme, ellers kan der optræde så store deformationer, inden de begynder at virke, at der opstår revner, fx i tagdækningen eller i gavltrekanterne. Derfor monteres trækbånd altid ved hjælp af en båndstrammer og bukkes om et spær i hver ende, så det kan fastsømmes til siden af spæret. Det anbefales at indsætte båndspændere i trækbåndene for at muliggøre finjustering og efterspænding, se figur 56. Dette forudsætter naturligvis, at trækbåndene – indtil justeringen er udført – kun er fastgjort i enderne og ikke sømmet fast på hvert af de spær, de passerer.

Figur 56. Båndspænder til justering og efterspænding af trækbånd.

Der optræder som nævnt en stor trækkraft i trækbåndets nederste ender ved punkterne A og B, og der skal derfor være en kraftig sømforbindelse til spæret. Desuden skal dette spær forankres lodret og have sidestøtte, så det ikke vælter.

Spærets sidestøtte kan fx etableres med en støtteplanke, som samtidig kan bidrage til lukning af tagrummet og til afslutning af loftisoleringen, se figur 57. Støtteplanken i det aktuelle fag forbindes til spærene med bjælkesko og til remmen med vinkelbeslag og kamsøm.

Figur 57. Trækbånd bukkes omkring gavlspæret for at give plads til det nødvendige antal søm. Gavlspæret forankres lodret og støttes, fx med en støtteplanke.

En gangbro bygges ofte, så det er muligt at komme rundt på loftet, men gangbroen stabiliserer også huset. 

Gangbroer er typisk mellem 60 og 120 cm brede og udføres enten af 25 × 100 mm brædder eller krydsfiner på 50 × 50 mm lægter. Uanset opbygning skal gangbroen være tilstrækkelig stiv. Brædder og plader monteres i forbandt. Krydsfinerplader bør mindst have en tykkelse på 22 mm. Anvendes brædder, kan tilstrækkelig stivhed sikres ved at placere skrå lægter i ca. 45 grader under brædderne imellem de bærende lægter. 

Gangbroen er almindeligvis placeret vinkelret på gavlen og hviler af på spærfødderne. Det vil ofte være nødvendigt at hæve gangbroen for at gøre plads til isoleringen, hvilket kan ske ved hjælp af lasker, som placeres oven på spærfoden. Laskerne skal være så stive, at de kan overføre de laster, gangbroen afstiver for. Afstivningen af laskerne kan eventuelt etableres ved at tværafstive laskerne.

Figur 58. Eksempel på gangbro med bræddebelægning.

Gangbroen afstives hovedsageligt for at optage vindlast ind på facaden. Skal gangbroen også optage vindlast på gavlen, skal gangbroen afstives med krydslægter eller trækbånd i loftskivens plan. I begge tilfælde skal det sikres, at lasten på gangbroen kan overføres til spærfødder og igen videre til de afstivende vægge. Alle samlinger skal kunne overføre de kræfter, der opstår, når en gangbro anvendes som en del af det stabiliserende system.

Figur 59. Eksempel på gangbro med dobbelt krydsfinérpladebelægning.

Den lodrette forankring optager suglaster på taget, men sikrer også væggene mod væltning.

De lodrette forankringer af taget udføres normalt som trækforbindelser mellem betonfundamentet og nogle af spærene. Forbindelserne kan udføres med trækbånd som vist i figur 60-figur 62.

Det er også muligt at udføre de lodrette forankringer med 12 eller 16 mm varmforzinket rundstål, som indstøbes i betonfundamentet. Forbindelsen mellem rundstål og spær kan etableres ved, at rundstålet føres gennem et lodret hul i støtteplanken eller vekselbjælken og afsluttes med en underlagsplade og møtrik på støtteplankens eller vekselbjælkens overside.

Ankrene placeres i facaderne på den varme side af isoleringen, det vil sige lige uden på bagvæggen. I de områder, hvor forankring er nødvendig, må der højst være 3 m mellem de spær, der er forankret. Med andre ord skal mindst hvert tredje spær forankres, hvis spærafstanden er 1 m. Suget på de mellemliggende spær regnes for at være overført til de forankrede spær via lægter og tagdækning. Det er derfor en absolut forudsætning, at lægtestødene fortsætter, så højst en tredjedel af lægterne stødes på samme spær, og at lægterne mindst er i styrkeklasse C18.

Figur 60. Figur a viser tagforankring via vekselbjælke, og figur b viser direkte tagforankring af spær.

Normalt monteres et anker direkte på et spær som vist figur 60b, men denne ankerplacering vil ofte komme i konflikt med vindues- og dørplaceringer. Ankeret kan da flyttes ved at indlægge en vekselbjælke som vist i figur 60a. Er ankeret placeret på den midterste tredjedel af vekselbjælken, kan begge spærene regnes for at være forankrede, og i dette tilfælde kan kravet om forankring af et spær hver tredje meter opfyldes, hvis afstanden mellem de lodrette ankre er ca. 3,5-4 m.

Et anker skal ofte kunne overføre et ganske stort træk til fundamentet, og det skal derfor indstøbes effektivt i betonfundamentet. Det skal mindst 250 mm ned i betonen, se figur 61. Det er ikke nok at fastgøre det til de letklinkerbetonblokke, der ofte fungerer som kuldebroisolering mellem betonfundamentet og ydervæggene.

Praktiske erfaringer har vist, at et trækbåndsanker kan indstøbes i sin fulde længde, fordi den del, der rager op over fundamentet, kan rulles sammen, mens væggene opføres. Når taget er lagt op og midlertidigt afstivet, rulles ankeret ud og forbindes til spæret.

Man kan også nøjes med at lade et mindre stykke trækbånd, fx 400-500 mm, stikke op over fundamentets letklinkerblokke. Når spærene er monteret, forlænges ankrene ved at udføre et overlapningsstød med 5 mm varmforzinkede maskinskruer. Eventuelt kan trækbåndet samles ved hjælp af en båndspænder, se figur 56.

Anvender man ankre af rundstål, er det nødvendigt at montere ankeret i flere tempi. Stykkerne af rundstål samles med en gevindmuffe.

Den eller de opadrettede laster overføres til fundamentet gennem lodrette ankre, se figur 62. Er væggen opdelt af vinduer eller andre åbninger, skal hver delvæg forankres i begge ender, hvis den skal virke forankret for vind i begge retninger. I figur 62 vil de to bånd, der er fremhævet med den røde cirkel til venstre, også forankre tagkonstruktionen, så den afstiver tværvæggen mellem trækbåndene mod væltning. I hjørnerne bør der ligeledes placeres ankre for at optage de opadrettede kræfter, også selvom disse ankre ikke skal afstive en væg, se den røde cirkel til højre i figur 62.

Forankringer bør placeres i ydervæggen, da der ikke normalt er fundament inde i huset. Det betyder, at forankrede tværvægge kun kan virke stabiliserende for vind på facade i den ene vindretning, mens gavlvægge vil virke stabiliserende for vind på facade i begge retninger.

Figur 61. De lodrette ankre skal indstøbes mindst 250 mm ned i betonen. Et anker af rundstål kan eventuelt forsynes med gevind og møtrik i den nederste ende for at forbedre forankringen til betonen. 

Figur 62. Placering af ankre ved stabiliserende vægge.

Er væggene træ- eller stålskeletvægge, er det som regel muligt at spare den midterste del af ankeret ved at forankre taget til toppen af en vægstolpe og forankre vægstolpens nederste del til betonfundamentet.

Når man dimensionerer pladebeklædte skeletvægge, tager man sædvanligvis ikke hensyn til den stabiliserende virkning af væggens egenvægt og friktion, og det gør denne anvisning heller ikke. Derfor skal hele den last, væggen skal optage, overføres gennem kraftoverførende samlinger fra loftskive til væg og fra væg til fundament. Pladebeklædte skeletvægge svarer således til fuldt forankrede letbetonvægge.

Den vandrette del af lasten overføres til fundamentet fra væggens fodrem eller bundskinne gennem indstøbte bolte, skruer i indborede dybler eller skudsøm. Hermed er glidningssikringen etableret.

De lodrette ankre kan udføres med trækbånd som vist i figur 63.

Huse med forskellig beliggenhed, forskellig taghældning osv. har naturligvis forskellige forankringsbehov. Det er muligt at imødekomme de forskellige forankringsbehov ved at bibeholde et fast placeringsmønster for ankrene og dimensionere de enkelte ankre forskelligt.

Et anker placeres i hvert af husets hjørner, og ankre i facaden placeres med en indbyrdes afstand på højst 3-4 m, afhængigt af, om spærene forankres direkte eller via vekselbjælker, se figur 60.

Ankrene optager sug på tagkonstruktionen, men stabiliserer også væggene mod væltning, se afsnit 6.3.3, Indstøbning af anker.

Figur 63. Eksempler på lodret forankring af skeletvægge.

Det vil normalt være tilstrækkeligt at forankre et småhus mod sugkræfter med trækbånd 2 × 25 mm svarende til forankringsklasse T1, se tabel 41. Men hjørnekræfterne kan i henhold til Eurocode 1 – Del 1-4 (Dansk Standard, 2007c) være så store, at det kan være nødvendigt at placere et stærkere anker ved hjørnerne. Trækbånd kan erstattes af varmforzinkede rundjern. Tabel 41 angiver, hvilke trækbånd og rundjern der skal anvendes i forankringsklasserne T1, T2 og T3.

Tabel 41. Forankringsklasser for væltning, regningsmæssige styrker.

Trækbånd stålkvalitet S350. Rundjern stålkvalitet S235.

Afsnit 2, Last og lastoptagelse, beskriver sugkræfterne på småhuse. Tabel 42 angiver, hvilken forankringsklasse der skal anvendes i de forskellige terrænkategorier. Men tabellens værdier tager ikke hensyn til husets stabilitet, se i stedet afsnit 4.2, Stabiliserende vægge, og Appendiks C. Stabiliserende vægges forskydningsbæreevne. Lasttilfældene for sug henholdsvis stabilitet behandles hver for sig, og samme anker kan derfor anvendes i begge lasttilfælde.

Tabel 42. Tabellen anviser, hvilken forankringsklasse der skal anvendes i forskellige terrænkategorier. Hjørnekræfterne er for de viste hustyper mindre end den samlede vindlast på taget. Afviger den aktuelle hustype væsentligt fra hustyperne angivet i tabellen, kan det være nødvendigt at forankre yderligere for vindlast på tagfladen ved hushjørnerne. Tallene i parentes efter forankringsklassen er lasten, der forankres for. Sammenholdes dette med tabel 41, kan man vurdere, hvor meget restbæreevne forankringen har til at optage eventuelle stabiliserende kræfter, som huset ligeledes skal dimensioneres for, se afsnit 4.2, Stabiliserende vægge.

Tabeloplysningerne er udarbejdet på basis af laster som angivet i afsnit 2.2, Vindlast, tabel 3, og afsnit 2.3, Lodrette laster, lasttilfælde G1, lodret last til gunst. Forankringer ved hjørne virker ca. 1,5 meter fra tagende. Hvor der er angivet 2 forankringsklasser, kan den ene forankring placeres ved hjørnet og den næste ved næste spær, ca. 1 m fra hushjørnet. Forankringer langs facaden placeres med en afstand på ca. 3,0. meter. 

Trækbånd skal fastgøres til tagkonstruktionen som anvist i figur 60. De fastgøres til tagkonstruktionen med beslagsøm eller skruer på begge sider af enten spærhoved eller veksel. Tabel 43 anviser det antal beslagsøm eller skruer, der skal placeres på hver side af spærhoved eller veksel for at fastgøre trækbåndet afhængig af forankringsklasse, se figur 64. Da der ikke er meget plads, er ombukningen udnyttet, så lasten optages på begge sider af spæret, hvilket kræver at spæret skal afstives mod væltning af et beslag. I en ren træksamling, fx som vist i figur 63, skal anvendes det samlede antal søm, det vil sige det dobbelte af hvad der er angivet i tabel 43. Rundjern fastgøres normalt med en plade-/bolteløsning til en veksel i tagkonstruktionen. 

Tabel 43. Nødvendigt antal søm/skruer på hver side til fastgørelse af trækbånd ombukket omkring spær. 

Figur 64. Fastgørelse af båndjern med søm på begge sider af spærhovedet. Der skal placeres beslag eller veksel på spæret, som kan modvirke båndjernets vridning af spæret.