INDLEDNING

Et hus er stabilt, når det kan videreføre de vandrette og opadrettede vindlaster samtidig med, at det kan optage de nedadrettede naturlaster og de laster, der stammer fra husets anvendelse og egenvægt.

Småhuse opført indtil 1960’erne blev udformet efter gældende byggeskik i traditionelle materialer og på en sådan måde, at de næsten automatisk var stabile over for vindlast. 

Byggeskikken har siden ændret sig, blandt andet ved større anvendelse af lettere materialer. Dette medfører, at byggematerialernes tyngde ikke længere sikrer husenes stabilitet. Den skal sikres under husenes projektering.

I mange tilfælde projekteres småhuse af personer uden specialviden om statik eller af byggefirmaer på basis af komponentleverandørernes vejledninger. Dette er almindeligvis tilfredsstillende, fordi vejledningerne behandler de fleste projekteringsområder og stabilitetsforhold, men alligevel sker det, at hverken de projektansvarlige eller udførende er opmærksomme på kravene til husenes stabilitet. Dette kan i nogle tilfælde medføre, at huse udføres med utilstrækkelig forankring, se figur 1-3.

Figur 1. Den lodrette forankring af dette tag var ikke tilstrækkelig, så under en kraftig storm lettede taget en smule, men det faldt på plads igen. Gardinet og tagnedløbet bevidner hændelsen.

Figur 2. Ejendommen var ikke tilstrækkelig stabil, da den blev opført, så under en storm kollapsede ejendommen. 

Figur 3. En ejendom som ikke har kunnet modstå belastningen under stormen. 

I de senere år er kravene til småhuses varmeisolering øget i takt med ønsket om reduktion af energiforbrug til opvarmning. Dette har i mange tilfælde medført mere voluminøse konstruktioner i klimaskærmen, og ydre lasters overførsel til de bærende og stabiliserende konstruktioner kan derfor ændres. De øgede krav til varmeisolering kan således medføre konstruktive ændringer, som de projekterende skal være opmærksomme på.

Anvisningen henvender sig især til projekterende arkitekter, ingeniører og udførende, der har ansvar for småhuses konstruktioner, og som nok har en almen byggeteknisk viden, men ikke nødvendigvis specialviden om statik.

Småhuse må ofte udføres på grundlag af et projekt, der ikke redegør for alle detaljer, og de udførende skal derfor i hvert enkelt tilfælde vurdere, om løsningerne tager tilstrækkeligt hensyn til husets stabilitet, så der om nødvendigt kan rekvireres yderligere oplysninger hos de projekterende.

Anvisningen kan desuden anvendes som lærebog ved byggetekniske uddannelser.

Anvisningen indeholder en række eksempler på, hvordan man kan opfylde funktionskravene nævnt i afsnit 1.4, Funktionskrav. Eksemplerne er i mange tilfælde suppleret med dimensioneringstabeller, som kan angive, hvor mange forbindelsesmidler, der er nødvendige i en given samling under givne betingelser. Brand- og lydkrav er beskrevet i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion (de Place Hansen et al., 2015).

Desuden indeholder anvisningen nogle huskelister. Disse skemaer er udformet og formuleret med henblik på kontrol af udførelsen, men de kan også anvendes som huskelister under projekteringen.

Kravene nævnt i afsnit 1, Generelle krav, skal altid opfyldes. De anvisninger og regler, som anvisningens øvrige afsnit indeholder, må derimod ikke opfattes som krav. Det er forslag til måder at opfylde funktionskravene på. Det er i nogle tilfælde muligt at nå frem til enklere og billigere konstruktioner ved at dimensionere konstruktionerne i det aktuelle hus. Desuden indeholder byggevareleverandørers og brancheforeningers kataloger og anvisninger ofte alternative forslag til, hvordan man kan opfylde kravene.

Når der i det følgende står: ”Denne konstruktion kan udføres sådan eller sådan”, betyder det ikke, at der kun er to måder at udføre konstruktionen på. Men det betyder, at der i denne anvisning kun er angivet to af de mulige måder.

Står der: »Denne konstruktion skal udføres sådan«, betyder det ikke, at konstruktionen nødvendigvis skal udføres sådan. Men det betyder, at denne anvisnings konstruktionsløsninger forudsætter, at detaljerne udføres sådan.

Anvisningens løsninger dækker huse med følgende karakteristika:

Hustyper: 1- til 2-etages længehuse med sadeltag eller pulttag, både fritliggende huse og rækkehuse, med maksimalt en kælderetage eller krybekælder.

Huskropbredde: Højst 9 m, målt fra ydersiden af facaden til ydersiden af facaden.

Fri højde: 2,5 m, målt fra gulvoverside til loftbeklædning. 

Maksimal hushøjde: 8,5 m.

Tagkonstruktion: Træspær med vandret underside, dvs. ikke saksespær, spærafstand højst 1 m, tagvinkel fra 5° til 45°.

Tagudhæng: Højst 0,6 m målt vandret fra ydersiden af facaden.

Figur 4. Eksempler på tværsnit i småhuse, der omfatter fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse med lodret lejlighedsskel i en til to etager. Alle de viste typer kan opføres med terrændæk (uden kælder) eller med kælder (vist stiplet). Småhuse omfatter ikke boliger adskilt af en etageadskillelse (vandret lejlighedsskel).