Appendiks E. Terminologi
I ordlisten defineres og beskrives en række begreber og terminologier som anvendes i denne anvisning. Kursivering af ord i forklaringsteksten markerer en henvisning til andet sted i ordlisten.
Anvendelsesgrænsetilstand
Tilstand, der svarer til grænsen, hvor en konstruktion eller en konstruktionsdel netop kan opfylde de specificerede anvendelseskrav.
Armering
Bærende element af stål, som regel indstøbt i beton.
Bagvæg
Indvendig del af hulmur eller kombinationsvæg.
Bjælke
Vandret bærende bygningsdel.
Boksmodul
se volumenelement
Brudgrænsetilstand
Tilstand knyttet til sammenstyrtning eller andre lignende former for konstruktionssvigt. Svarer normalt til maksimal bæreevne for en konstruktion eller konstruktionsdel.
Bæreevne
En konstruktions eller et materiales evne til at bære laster.
Båndjern
se trækbånd
Dimensionere
Beregning af en bærende konstruktions nødvendige størrelse for at den kan modstå de laster, den udsættes for.
Deformation
Flytning, fx nedbøjning af en konstruktionsdel. En bjælke bøjer ned på midten under belastning.
Dæk
Bærende del i etageadskillelse. Udføres i træ, beton, letbeton eller stål, se også terrændæk og kælderdæk.
Etageadskillelse
Den samlede dækkonstruktion mellem to etager, inklusive gulv og loft.
Formur
Udvendig del af hulmur eller kombinationsvæg.
Facade
Bygningens lodrette yderside.
Forskydningskraft
Kraft, der kan forskyde, glide en konstruktionsdel.
Fundament
Det nederste bærende element af en konstruktion.
Geoteknik
Videnskab om jordarters bæreevnetekniske egenskaber.
Gavl
En bygnings korteste facade. Gavl bruges undertiden også om gavltrekanten alene.
Hovedskillerum
Gennemgående skillevæg, der deler flere rum i en bygning.
Jordbundsundersøgelse
Geoteknisk undersøgelse, hvor der udtages en boreprøve af jorden, og jordens materialeegenskaber bestemmes.
In situ støbt
Støbt på stedet
Indervægge
Synlige vægge, som omgiver husets rum. Ikke at forveksle med skillevægge.
Indvendige vægge
Vægge inde i en selvstændig bygning eller bolig, ikke at forveksle med vægge mellem boliger, der betegnes boligadskillende vægge.
Karakteristisk last
Forventet værdi af last på konstruktion, se også regningsmæssig last.
Karakteristisk materialeegenskab
Forventet værdi af materialeegenskab, fx bæreevne, styrke, elasticitetsmodul mv., se også regningsmæssig materialeegenskab.
Kombinationsvæg
Tung ydervæg, hvor begge vanger indgår som del af det bærende system.
Kælderdæk
Dæk mellem kælder og stueetage, se etageadskillelse.
Laster
Se lodret, vandret og karakteristisk last.
Lodret last
Nedadrettede egenvægte, nyttelaster og naturlaster (sne og vind) samt opadrettede vindlaster.
Længdevæg
Bærende hovedskillerum i husets længderetning.
Moment
Kraft multipliceret med afstand. Kraft, der kan bøje, vride, dreje eller vælte en konstruktionsdel.
Mur
Væg opført af byggesten af teglsten, kalksandsten, porebeton, letklinkerblokke mv.
Nedbøjning
Se deformation.
Overligger
Bærende element over vindues-, dør- eller porthul.
Partialkoefficient
Sikkerhedsfaktor, laster multipliceres med eller materialeegenskaber divideres med.
Regningsmæssig last
Forventet karakteristisk last multipliceret med en sikkerhedsfaktor, se partialkoefficient.
Regningsmæssig materialeegenskab
Forventet karakteristisk værdi af materialeegenskab divideret med en sikkerhedsfaktor, se partialkoefficient.
Skalmur
Ikke bærende mur, opført uden på bærende bagmur.
Skillevægge
Husets indvendige vægge, der adskiller de enkelte rum.
Skive
Bærende konstruktion, hvor lasterne er i skivens eget plan.
Spær
Tømmer, der bærer tagbeklædningen i tagfladens hældningsplan. Spærfod er nederste vandrette tømmer i et spærfag. Spærhoved er den bærende del af et spærfag, der ligger umiddelbart under tagbelægningen.
Stabilitet
Konstruktioners evne til at modstå væltning og glidning, eksempelvis ved belastning af vandrette vindlaster.
Statik
Beregning af bærende konstruktioners bæreevne og stabilitet.
Statisk system
Konstruktion eller konstruktioners virkemåde over for lastpåvirkning.
Stålskeletvæg
Let væg opbygget af tynde stålprofiler.
Søjle
Slank konstruktion, der indgår i det bærende system.
Tagkonstruktion
Den bærende del i et tag. Kan opbygges af træbjælker (spær), beton, letbeton eller stålbjælker.
Terrændæk
Dækkonstruktion udført direkte på bæredygtig jord.
Træskeletvæg
Let væg opbygget af træ.
Vandret last
Vandrette vindpåvirkninger.
Ydervæg
En væg med mindst en flade vendt mod det fri eller mod jord.
Volumenelement
Præfabrikerede byggesystemer, som er hele rum, også benævnt præfabrikerede byggemoduler eller boksmoduler.
Vægkonstruktion
De ikke vandrette flader, som omgiver et rum og bærer bjælker, dæk eller tagkonstruktioner.
Ås
Vandretliggende træbjælke, der spænder i et tagværks længderetning, og som bærer tagkonstruktionen.